SOMMERHUSET

På toppen af en klit ligger et sommerhus. Det er i overhængende fare for at styrte i havet, for nedenunder huset æder Vesterhavet løs af klinten, år for år, bølge for bølge.

Micki er 17 år og i sommerhus. Han er ikke på ferie med sin familie, men er anbragt i sommerhuset med to pædagoger, som bliver betalt for at være sammen med ham.

Omsorg, nærvær og kærlighed udøves med professionel distance, og der er hele tiden hårfine grænser, der ikke må overskrides.

SOMMERHUSET er en teaterthriller om magt og afmagt og tegner et portræt af en ung mand, der altid er ballade med. Èn af dem, som tænder af og altid har gjort det, og som mange unge kan se sig selv eller en ven i. Èn af dem, der godt ved, hvad der rigtigt og forkert, men hvor temperamentet stikker af – igen og igen.

SOMMERHUSET rejser eksistentielle spørgsmål til en hverdag, mange unge kender, hvor ensomhed, udenforskab og desperation tegner virkeligheden. En virkelighed, hvor den enkelte kan føle sig fastlåst i kasser, og hvor de voksne har magten og er afgørende for den unges skæbne.

Skrevet og instrueret af Reumertvinder Pia Marcussen. 

★ ★ ★ ★ "Vi mindes diskret om, at alle mennesker har noget at byde ind med – uanset hvor fortabte eller skræmmende, de fremstår." (Iscene, Trine Wøldiche)

★ ★ ★ ★ "Pia får omsat den forvildede ungdoms håbløshed til et kraftfuld opråb [..] Når stykket er slut, bør du sidde tilbage med hjertet i halsen og hovedet fyldt med historiefragmenter. Her gives ingen svar, her udpeges ingen skurke, men i stedet afvikles en situation således du kan spejle dig i hovedpersonens afmagt, vrede og håbløshed. Hvilket utvivlsomt skal danne udgangspunkt for diskussioner, reflektioner og selvindsigter hos målgruppen." (WRDSMTH, Thor Kidmose)

★ ★ ★ ★ "direkte og i øjenhøjde ungdomsteater, der leveres vedkommende og med stærk energi og råhed." (Out & About, Michael Kristen Kristensen)

★ ★ ★ ★ "Forestillingens force er, at den ikke tager stilling, men at den i stedet lader sig åbne som diskussionsoplæg, og at den er i øjenhøjde med sit primære publikum: De unge." (Ungt Teaterblod, Christian Skovgaard Hansen)

"Rap, kampsport og håndgemæng [...] et hjerte, som banker inderligt for udsatte børn og unge. For alle dem, som det etablerede system bakser med, misforstår og bander over."  (Teateravisen, Kirsten Dahl)