OPGANG2 TURNETEATER bruger kunst og kultur til at skabe fællesskab, sammenhold og forståelse for forskellighed. Vi tror på, at unge gennem mødet med relevant scenekunst kan få oplevelser af at blive set, hørt og forstået - samtidig med at deres oplevelse af verden og den muligheder perspektiveres.
Vores undervisningsmateriale er et idékatalog, som primært retter sig mod udskolingen. Der er i øvrigt taget hensyn til, at det kan anvendes i 10. Klasse samt i særligt tilrettelagt undervisning for 14-17-årige elever.
I idékataloget giver vi konkrete forslag til, hvordan I gennem en række øvelser kan arbejde kreativt og intellektuelt med teaterforestillingens temaer og dilemmaer både før og efter mødet med en Opgang2 Turnéteater-forestilling.
Gennem idékatalogets øvelser introduceres centrale dramatiske elementer som rum, tid, figur og fortælling samt virkemidler som konflikt, kontrast, symboler, ritualer og rytme.
HABIBI | (pdf - download for aktive links) |
SOMMERHUSET | (pdf - download for aktive links) |
Hvor Stjernerne Blinker | pdf - download for aktive links) |
Opgang2 Turnéteaters metode tager afsæt i en sensorisk tilgang til kunstoplevelsen. Formålet er, at eleverne reflekterer, analyserer og forstår deres egen oplevelse af værket – der er med andre ord ikke fokus på at analysere forestillingens figurer eller manuskriptforfatterens/ instruktørens intentioner, men på at højne elevens forståelse af egen sansning og oplevelse.
Øvelserne før og efter forestillingen lægger op til en legende og undersøgende tilgang, der er med til at vække elevernes nysgerrighed, mod og lyst til at udforske deres egne og hinandens tanker, oplevelser og kreativitet.
Idékatalogets metode baserer sig på følgende principper:
Et rummeligt fællesskab: Respekt og accept af hinanden! Eleverne oplever, at der i fællesskabet er plads til at være den, man er og til at vise andre sider af sig selv, end man plejer.
Værkorientering: Eleverne dykker ned i forestillingens univers, samtidigt med at de udfolder deres egen kreativitet ved at være udøvende og skabende.
Eksperimentelle tilgange: En undersøgende tilgang gør, at eleverne overrasker sig selv og hinanden. Bl.a. ved at turde at følge en impuls, prøve noget af uden at skulle nå et bestemt facit og opdage, at selv svipsere kan bruges kreativt og fantasifuldt.
Et særligt muligheds rum: Med enkle æstetiske virkemidler skabes både faglige, personlige og sociale læringsrum, der kan åbne for nye forståelser og andre perspektiver på elevernes egen erfarings-, og forestillingsverden.
Små offentligheder: Visninger træner eleverne i at turde træde frem foran andre og få anerkendende feedback. Ved at sætte sig selv i - og på spil opdager eleverne nye sider af sig selv og hinanden.
Stk. 1. Eleverne skal i faget dansk fremme deres oplevelse og forståelse af litteratur og andre æstetiske tekster, fagtekster, sprog og kommunikation som kilder til udvikling af personlig og kulturel identitet. Faget skal fremme elevernes indlevelsesevne og deres æstetiske, etiske og historiske forståelse.
Eleverne stifter bekendtskab med genren ”dramatisk tekst” og får lov til at udforske både den litterære og iscenesatte tekst med fokus på tema og budskab. Når eleverne afprøver forskellige rollefigurer, fremmes deres indlevelsesevne og æstetiske sans.
Stk. 2. Eleverne skal i faget dansk styrke deres beherskelse af sproget og fremme deres lyst til at bruge sproget personligt og alsidigt i samspil med andre. Eleverne skal udvikle en åben og analytisk indstilling til samtidens og andre perioders og kulturers udtryksformer. Eleverne skal i faget dansk udvikle deres udtryks- og læseglæde og kvalificere deres indlevelse og indsigt i litteratur og andre æstetiske tekster, fagtekster, sprog og kommunikation.
Eleverne får lov til at afprøve replikker fra forestillingen med forskellig undertekst og øver sig dermed i at udtrykke sig mundtligt i samspil med andre. Opgang2 tilbyder med vores undervisningsmateriale mulighed for at udfordre fordomme og provokere tabuer samt bygge bro mellem mennesker på tværs af etniske, sociale, kulturelle og mentale barrierer.
Forståelse af litteratur og andre æstetiske tekster, fagtekster, sprog og kommunikation kan også være med til at udvikle personlig og kulturel identitet. For at kunne læse sig til viden og oplevelser er det nødvendigt at kunne finde relevante tekster og forberede sin læsning. Desuden må undervisningen have fokus på både afkodning og forståelse af sprog og tekst samt på at skabe læselyst.
Drama er en af de æstetiske teksttyper, eleverne skal igennem i pensum. Med vores undervisningsmateriale, får de mulighed for at dykke ned i teksten på en ny måde, hvilket kan skabe en ny forståelse af, hvad sproget kan.
kræver øvelse at udtrykke sig forståeligt og på en måde, der passer til hensigt, målgruppe, situation og målgruppe. Arbejdet med fremstilling er en proces, og det er nødvendigt at arbejde med fx forberedelse, respons, korrektur og præsentation.
Området Kommunikation handler også om ansigtsløs kommunikation og demokratisk dannelse. Undervisningen skal vise, hvordan sproget kan bruges bevidst og reflekteret i mange forskellige situationer. Det kan fx ske ved at arbejde med opmærksomhed på dialog, kropssprog, it og sprog og kultur.
Når I arbejder med undertekst, får eleven mulighed for at afprøve, hvordan forskellige hensigter bag en replik kan skabe forskellige situationer og forståelser. Det vil hjælpe dem til at få en forståelse af, hvordan man præsenterer et budskab for en bestemt målgruppe.
Gennem fortolkning er det nemlig muligt at forholde sig kendte temaer i eget og andres liv samt undersøge og diskutere dette. Oplevelse og indlevelse i forskellige udtryksformer eksempelvis gennem tale, skrift, drama eller billeder er en del af fortolkningen. Undervisningen skal give plads til en undersøgende tilgang samt til at vurdere, diskutere og perspektivere litteratur og andre æstetiske tekster.
Når I arbejder med en forestilling, udfordres elevens analyse- og fortolkningsapparat, da det ikke blot er den skrevne tekst, men også undertekst, scenografi, rekvisitter, lys og lyd, der er afgørende for, hvilken fortolkning man kan lave af et dramatisk værk.