Menu
Søg
Ordene er Birthes. Hun fortæller sammen med ti andre kvinder og mænd generøst og nærværende om at være del af Opgang2 i henholdsvis 70erne, 80erne, 90erne, 00erne og 10erne. Det er fortællinger om vidt forskellige ungdomsliv og om forskydninger i unges liv og livsvilkår gennem tiden. Det er også fortællinger om Opgang2 gennem halvtreds år, og om de forandringer stedet gennemgår fra 1972 og frem til i dag set fra et ungeperspektiv: Fra en århusiansk midtby ungdomsklub, der samler unge fjorten til atten årige om musik og samvær, over punkens indtog og de mange koncerter og venues i 80erne til udviklingen af kunstneriske dagsforløb rettet mod unge arbejdsløse og arbejdet med at formidle livsfortællinger i 90erne og opkomsten af Ungdomssporet og Turneteateret i 00erne og konsolideringen af dem i 10erne.
Samtidig tegner der sig i fortællingerne også konturerne af et særligt miljø, hvor unge på tværs af årtierne arbejder med deres erfaringer og tanker gennem musik, billedkunst, fotografi og teater for at dele dem med andre i radioen, i bøger og til koncerter, udstillinger og forestillinger. Hvor de møder andre unge og folder sig ud, tager ansvar og bliver støttet. Og hvor de undervejs får øje på nye veje i deres liv. I den forstand er fortællingerne om Opgang2 gennem halvtreds år også en historie om et ekstraordinært sted, der på sælsom vis både resonerer med og står uden for tiden.
Historien om Opgang2 tager sin begyndelse i 1972, da Søren Marcussen, bliver leder af ungdomsklubben i Vester Allé Kaserne i en ganske ung alder. Klubben ligger i Århus midtby, men tiltrækker unge fra forskellige århusianske bydele. Ungdomsoprøret er i fuld gang, hippiekulturen blomstrer, og de unge, der kommer i klubben, finder i dens antiautoritære og frie omgangsformer en genklang for de forandringer, der er undervejs i ungdomslivet og i samfundet mere generelt. Birthe begynder at komme i Opgang2 i 1972 sammen med sine venner. Hun er femten år og finder i Opgang2 det ungdomsmiljø, hun savner der, hvor hun bor:
"På det tidspunkt kunne man være disker, rocker eller flipper. Det var de tre ungdomstyper, der var. Diskerne var de pæne pigers klub. De var gabende kedelige, og jeg blev ret hurtig flipper, og ja, det var vi ikke så mange, der var på Hasle Skole, så det var lidt op ad bakke. Det kunne man ikke rigtig være der, så det var naturligt at søge ned på Opgang2, hvor der var en genklang. Bare at træde ind i det rum og mærke ’wauw’, her var der et eller andet, der kunne noget." (Birthe, 1970erne)
Opgang2 ligger på det tidspunkt i en gammel slidt lejlighed i Officersbygningen med et øvelokale i kælderen. Klubben er åben to aftener om ugen, hvor de unge kan få guitarundervisning, lave læder og hænge ud sammen med andre unge. I samme periode starter Susanne og hendes venner også i Opgang2. Hun er femten år og kender klubben gennem en af vennernes storebror, der bruger øvelokalet. Lige som Birthe fortæller Susanne om den særlige stemning af frihed, åbenhed og tillid, der møder de unge i Opgang2:
"Vi kom der fast – gerne en gang eller to om ugen. I den klub måtte man alting. Man måtte male på væggene. Og det gjorde vi også. Vi gjorde også selv rent. Der var rengøringsturnus. Når man havde tjansen, fik man bare nøglen til klubben. Den skulle man selvfølgelig passe på, og det var et ansvar. Festerne var legendariske. Der var et fast husband: ’Rullemaries Rockræs’, som altid spillede. Det var et socialt fristed. Den var så alternativ. Søren kunne aldrig finde på at sige, hvad du skulle gøre, han var meget antiautoritær. Vi kom også hos dem i kollektivet i Ankersgade nr. 9. De var jo også venner." (Susanne, 1970erne)
Omgangsformen i klubben er anderledes end de hierarkier, der ellers dominerer i tiden: ”Det var fuldstændig kæft trit og retning i folkeskolen, og vi var på efternavn med lærerne, nogen fik jo bank i timerne, så lang tid tilbage er det faktisk”, som Birthe fortæller. I Opgang 2 møder de for første gang en gruppe unge voksne, som er nysgerrige på deres livserfaringer og tanker, som inviterer dem med til fester og sociale aktiviteter, og som støtter dem, når de har brug for hjælp. Hans Jørgen, der kommer i Opgang2 gennem Susanne, som han i dag er gift med, uddyber det således: ”De var meget åbne overfor, at mennesker kunne udfolde sig, de accepterede, at der var forskelle, og man kunne gøre, hvad man ville under ansvar.”
I deres fortællinger fremhæver både Birthe, Susanne og Hans Jørgen også de to montager, de er med til at lave. Birthe er med i ’En uge med Birthe, Finn og Tue’ (1974), der handler om at være studerende, arbejdsløs og faglig aktiv. Her deler hun sin historie om at være den første i sin familie, der læser videre: ”Jeg kom fra et klassisk arbejderhjem. Det er et klassesamfund, der begynder at bevæge sig op gennem 60erne. Jeg var den første der begyndte at læse videre.” Montagen bliver til et hørespil i ungdomsprogrammet ’P4 på P1’, en plade og en koncertforestilling, som de unge turnerer rundt i landet med sammen med Opgang2. Nogle år senere er hun også med til at lave ’Kender du Janne?’ (1978) sammen med Susanne og Hans Jørgen. Lige som den første montage bliver den til både plade, hørespil og en koncertforestilling, som de turnerer med. Pladen indspilles og produceres i Gnags’ studie. Den får gode anmeldelser, de spiller på store spillesteder, og Hans Jørgen bliver senere ansat i klubben som guitarlærer. En ting tager den næste, som Susanne her forklarer:
"Vi brugte oceaner af tid. Jeg gik i 3g, da vi skrev teksterne og året efter turnerede jeg med projektet. Det kom lidt hen ad vejen. Skal vi indspille? Skal vi spille på større steder? Skal vi i radioen? Søren vidste nok godt, hvor han gerne ville hen, men for os var det lige som en flod, og vi flød bare med. Vi spillede i den Grå Hal, på Huset og på ungdomsskoler, efterskoler og højskoler rundt om i landet. Jeg synes, det var en chance at få. Det var en oplevelse at få, som jeg aldrig fik senere på den måde. Det gav en stor selvtillid." (Susanne, 1970erne)
I Opgang2 møder Birthe, Susanne og Hans Jørgen andre unge, der lige som dem selv søger et friere og mere åbent ungdomsmiljø. De hænger ud, men de lærer også at spille og synge og sætte ord på deres liv, og de deler deres historier med en rækkevidde og en anerkendelse, som de ikke har forestillet sig på forhånd. De opsummerer det som en helt ny fornemmelse af at kunne være med til at skabe deres egne liv og undervejs få øje på andre veje at følge.
I slutningen af 70erne flytter ungdomsklubben til en ny opgang i Officersbygningen og får her navnet Opgang2. Hanne er fjorten-femten år, da hun i 1978 starter i ungdomsklubben sammen med en veninde. De er tiltrukket af musikken og det frie samvær, der får lov til at folde sig ud i klubben. Det samme gælder for Dennis, der er tretten år, da han i 1980 finder vej til Opgang2. Han hører første gang om klubben i et program, som Søren Marcussen laver med Århus-punkerne til ’P4 på P1’. Efter en aften med ’10’er punk’ på Tagskægget og koncert i Fronthuset inviterer nogle af punkerne ham til at kigge forbi Opgang2. I klubben bliver Dennis og Hanne del af et ungemiljø, der i punken finder en modreaktion mod periodens kriser og trusler, såvel som de snævre kasser, de oplever at skulle passe ind i:
Dennis: "Punken handlede om, at der var no future over alting. Det, der meget var i den tid omkring 1980, det var, at det var en ekstrem grå og trist tid. Massearbejdsløshed. Atomkrigstruslen. Kommer der noget nu. Sådan var det meget. Hanne: Punken var også en modreaktion mod disko-trippet. Jeg kunne ikke se mig selv i det trip. Jeg havde ikke lyst til at være en del af det. Når man var ung i 1980, var der forventninger om, at man skulle være noget helt bestemt. Jeg skulle bare ikke ned i den kasse. Jeg ville noget andet." (Dennis og Hanne, 1980erne)
Begge betoner de – akkurat som Birthe, Susanne og Hans Jørgen – at de i Opgang2 finder et ungefællesskab, der er kendetegnet ved stor frihed i samværet, men også ved stor omsorg for hinanden:
Hanne: "Der er ikke nogen, der får lov til at sidde alene. Hvis der ikke er nogen af de andre, der opfanger det, så er der en Lise eller en Søren, der gør. Plus at der ikke noget, der hedder alder. Dennis: Det er rigtigt. Det der aldershierarki, som ellers er markant i teenageårene, det var der overhovedet ikke. Jeg var tretten år, og de fleste af mine venner var fire-fem år ældre end mig. Det ville have været uhørt de fleste andre steder. Hanne: Det var heller ikke kønsbestemt. ’Nå, du er pige, du kan ikke spille musik’. Jo, du kan. Det var omvendt. Alle kan. Jeg spillede i et punkband, der hed ’Gylle’. Egentlig spillede jeg klassisk klaver og gav klaverkoncerter. Første gang, jeg spillede bas, var på Tagskægget til ’10er koncert’, og to måneder senere stod jeg på Orange Scene på Roskilde Festival og spillede punk. Man fik mod på tingene. Der er ikke noget, man ikke kan. Der var ikke nogen emner, der var for høje eller lave. Der var ikke noget, der var forkert. Det var ikke dig, der var noget galt med. De fangede dig i det, du stod i." (Dennis og Hanne, 1980erne)
I Opgang2 opstår der venskaber på tværs af alder, og her kan de gøre, hvad de har lyst til – uanset periodens kønsnormer. Hanne og Dennis fortæller også om en eksplosion i ungdomsoffentligheder, hvor de som unge får adgang til at udtrykke sig. De bliver gennem Opgang2 inviteret til at spille på nogle af ungdomsmiljøernes helt centrale scener, og de begynder også selv at arrangere koncerter og venues:
"Man kunne leje Huset for en krone. Vi arrangerede koncerter, de voksne hjalp os, var bartendere fx, for ingen af os var gamle nok til at stå bag baren, men ellers stod vi selv for det." (Hanne, 1980erne)
Sideløbende med det intense arbejde med musik udgiver de unge i Opgang2 også bøgerne ’Ta’ tre ord og sæt dem sammen’ (1983) og ’Vildt for meget’ (1985), der samler deres digte og billeder, ligesom Søren Marcussen løbende gennem årtiet fortsætter med at invitere dem til at medvirke i ’P4 på P1’. I slutningen af 1980erne beslutter Opgang2 sig for at afprøve dagsforløb for unge arbejdsløse. Dagsforløbene gør det muligt for nogle af de ældre unge at fortsætte i Opgang2, hvor de – ligesom i 70ernes montager – bearbejder deres livsfortællinger til teater- og musikforestillinger og turnerer med dem. Dennis, der er med på nogle af de første dagsforløb, fortæller:
"Jeg bliver hængende i Opgang2 til jeg er treogtyve-firetyve år. Jeg er med i det andet og tredje teaterstykke. Det var ’Herfra til himlen’ i 1988, hvor jeg spillede teater. Året efter eller to år efter blev der lavet et nyt stykke, der hedder ’Over byen under broen’, som var en musical. Det var både teater og musik. Vi var fem på scenen, de tre af os spiller også i band sammen. Det her er et stykke med handling mere end brudstykker. Vi snakkede om, hvad der kunne være sjovt at lave, og ud fra de noter skrev Søren og Lise et stykke. Vi fik dagpenge og fik noget teatertræning, og vi lavede også i det første stykke kunst og billedkunst. Og så turnerede vi med stykkerne. Det var bare at være mere i klubben, end man ellers kunne. Jeg kunne især godt lide at turnere, at rejse rundt og komme ud på skoler og højskoler." (Dennis, 1980erne)
Dagsforløbene reflekterer på mange måder, hvordan ungdomslivet er under forandring i perioden: fra en relativ afgrænset overgang mellem barndom og voksenliv til en mere tvetydig, divers og langstrakt livsfase, som for stadig flere unge ikke længere fører direkte ind i uddannelse, arbejde eller i selv at stifte familie.
Det er tilfældet for Benn, der er tyve år og lige flyttet til Århus og blevet en del af det århusianske punkmiljø, da han i slutningen af 80erne begynder at komme i Opgang2:
"Jeg var punker og sikkert tyve år. Jeg kendte Opgang2 på grund af øvelokalet. Der spillede punkbandsene. Vi kendte hinanden i forvejen, vi hang ud, boede sammen, etc. Men vi blev mere sammentømrede i Opgang2. Vi spillede pool i aftenklubben, drak øl og røg smøger. Og så var der Søren, som der var fuld knald på. Vi vidste ikke, hvad vi ville nogen af os. Vi var på bistandshjælp. Der var så stor arbejdsløshed. Og jeg husker, at Søren formåede at få et drive frem i os drenge, som ellers ville sidde og ryge en fed. Jeg selv vidste nok mere, hvad jeg ikke ville, end hvad jeg ville." (Benn, 1990erne)
Benn og hans venner træder ud af firserne uden nævneværdig tro på egne evner eller orientering i deres liv. De bor i det besatte hus i Eckersbergsgade og tilbringer en del af deres tid i Opgang2. Her lykkes det Søren Marcussen at engagere dem i et af de første dagsforløb på Opgang2, og Benn beskriver, hvordan de herigennem oplever at få et ansvar, som de tager på sig. De har det sjovt, møder en masse mennesker, og de mærker deres selvtillid vokse:
"Det var det her med at tage ud og vise det frem, som har været essensen i det. Det der med at: Så pakker vi en bil, med alt muligt, der er en scene, det er specialfremstillet, der er masser af gear, og så ud på en efterskole eller en højskole og vise det her frem. For det første fik vi en masse ansvar, som vi faktisk klarede ret godt. Det gav noget selvtillid, man blev stivet af." (Benn, 1990erne)
I Opgang2 finder Benn plads til at være sammen med sine venner, være med i forestillinger og turnere i en periode, hvor han ikke ved, hvilke veje, han skal følge:
"Nogen ved jo, hvad de vil. Det har jeg altid misundt meget. Selvom der er oceaner af muligheder. Det kan være svært, hvis man ikke har den der ide om, hvad der skal ske. Det er meget frustrerende. Jeg fik først en uddannelse, da jeg var over tredive." (Benn, 1990erne)
Ligesom Benn er Connie tyve år og lige flyttet til Århus, da hun i 1990 støder på Opgang2. Hun fortæller, hvordan hun finder en flyer om dagsforløbet for unge arbejdsløse og straks bliver nysgerrig. I Opgang2 oplever hun for første gang at møde andre unge, som hun kan identificere sig med, og at den bog, der har fyldt meget i hendes tidlige ungdomsår, ’Ta tre ord og sæt dem sammen’, er lavet her. Hun fortæller:
"For mig var det meget det at møde nogle ligesindede. Det havde jeg ikke oplevet før. Det var en åbenbaring for mig. Samtidig var det også lidt af et kulturchok. Jeg følte lidt, jeg var kommet ind med firetoget. Men det var vildt fascinerende, det der skete. Det emmede af energi, og folk var på og ville noget. Vi ville jo skabe noget og skabe os selv. Sådan havde jeg det i hvert fald. Få lov til at udtrykke mig og have frie tøjler. Og der blev stillet krav til os. Der var noget, man skulle." (Connie, 1990erne)
Connie finder sig hurtigt til rette i Opgang2 og beskriver det både som at finde hjem og samtidig gennemgå en stor omvæltning, hvor hun begynder at afsøge helt nye veje i sit liv:
"Det, der slog mig, var, at man kunne have en hverdag, hvor man arbejdede med det, man brændte for. Jeg kom fra en arbejderfamilie, vi læste ikke, vi så ikke film i biografen, der var ikke noget kulturelt. Det, at få lov til at arbejde med fotografiet og kunsten var fuldstændig uhørt. Her var der faktisk nogen, der troede på, at det kunne man. Det der med at skabe sit eget rum for, hvad det var, man gerne ville. Der var ikke nogen, der sagde, at man skulle passe ind i de kasser, der er derude." (Connie, 1990erne)
I Opgang2 møder Connie voksne, som har gjort kunst og kultur til deres levevej, og efter hun er færdig på dagsforløbet, arbejder hun op gennem 90erne på Søren Marcussens filmserie ’Sjælebilleder’. Senere bliver Connie ansat som billedkunstlærer på Ungdomssporet, hvor hun fortsat arbejder. Hendes fortælling handler på mange måder om at møde et sted, hvor hun både kan skabe kunst og skabe sig selv og sine egne veje.
Udviklingen af dagsforløbene op gennem 90erne betyder, at Opgang2 bliver ramme om en ældre gruppe af unge, som søger at finde vej i et ungdomsliv, der på mange måder som i Benn og Connies tilfælde er spændt ud mellem en oplevelse af uklarhed og frisættelse. Samtidig er 90erne en periode som organisatorisk og fysisk forandrer Opgang2: Ungdomsklubben afvikles, og Opgang2 bliver til en selvejende kulturinstitution og flytter i 1995 ind på den tidligere Brobjergskole, hvor der er plads til værksteder, øvelokaler og en scene, der bliver til ’Opgang2s Livsteater’.
Med adgangen til egen scene opstår nye møder med et publikum af overvejende lokale børn og unge fra århusianske skoler og en lyst til også at kunne reflektere den mangfoldighed, Opgang2 her møder. I 2001 skaber Opgang2 sin første multikulturelle forestilling, ’Én nats eventyr’, med unge med anden etnisk baggrund. Med afsæt heri etablerer Pia Marcussen det turnerende ungdomsteater: Teatertrup Transportable og senere det professionelt turnerende ungdomsteater Turnéteateret. Op gennem 00erne udvikler Opgang2 også et tæt samarbejde med Århus-bydelen Gellerup med Jalla-festivalerne og senere Søren Marcussens filmserier fra området, ’Tre minutter i Gellerup’ (2011) og ’Himlen over os’ (2013).
Sideløbende formaliseres Opgang2s kunstneriske dagsforløb i et samarbejde med Århus Kommune og Ungdomssporet etableres som en særlig aktiveringsindsats for unge, der har svært ved at finde sig til rette i de veje, uddannelsessystemet og samfundet mere generelt tegner for dem. Mads starter på Ungdomssporet i 2006, og han fortæller her om sit første møde med Opgang2:
"Min introduktion er en kort samtale oppe på kontoret. Det var en meget kort samtale. Samtalen var bare: ’Kan du synge?’ Nej, det var ikke: ’Kan du synge’. Det var: ’Kan du lide at synge?’ Og ja, det kunne jeg bestemt, jeg var meget glad for at synge. ’Kan du holde ud at stå på en scene foran mennesker og synge.’ Og det kunne jeg bestemt. Det har aldrig været et problem for mig. ’Så vil vi rigtig gerne have dig med’. Og det var egentlig den samtale." (Mads, 2000erne)
Det er Mads’ sagsbehandler, der har taget ham med på besøg i Opgang2. Samtalen er meget kort, men den gør et dybt indtryk på ham, fordi han kun bliver spurgt til, om det at synge lyder som noget, han vil kunne lide at lave. I årene op til har han været ind og ud af et uddannelsessystem, som han beskriver som en ensrettende maskine, der udskiller dem, der ikke passer ind, hvor ingen har spurgt ham, hvad han har lyst til, og hvad han kan. Han fortæller, at Opgang2 vender op og ned på den logik:
"Den første dag på Opgang2 kommer jeg ind, og vi sætter os op i køkkenet. Og det var en stor mangfoldighed, jeg mødte. Det var alt andet end det system, jeg indtil da havde kendt. Vi starter med at fortælle om os selv. Ikke bare hvor bor du, og hvor kommer du fra. Det bruger vi to timer på den første dag, fjorten mennesker sammen. Jeg bliver emotionel hver gang, jeg taler om det. Det gør jeg også nu. Det var en revolutionerende og eksistentiel oplevelse for et ungt menneske, der aldrig har fungeret i et uddannelsessystem. Det decideret revolutionerende for mig – og for rigtig mange andre – var, at vi alle sammen fik lov til at folde os ud med det, vi hver især kunne. Det var det, Opgang2 præsterede. Det åbnede en vej mentalt hos rigtig mange mennesker til at finde ud af, hvem var de selv og især til, hvad var deres kapaciteter og et: ’Hov, jeg har kapaciteter.’ Det er det, der er så uhyggeligt ved den første dag på Opgang2, når man tænker på, hvor mange der sad med en helt klar fornemmelse af, at de ikke havde noget som helst at gribe eller grave i." (Mads, 2000erne)
Oplevelsen af at have noget at byde ind med bidrager langsomt til at ændre den grundlæggende tvivl på sig selv og sin egen plads i verden, der har sat sig i Mads i årene forinden. I samme periode begynder Sunshine også på Ungdomssporet. Hun er 22 år, da hun er til en forestilling på ’Livsteaterscenen’ og med det samme får lyst til selv at være en del af Opgang2. Ligesom Mads oplever hun her at blive del af et fællesskab med andre unge, hvor de på den ene side bliver passet godt på og på den anden side får mulighed for at folde sig ud og opdage helt nye sider af sig selv:
"Man blev bare holdt og rummet og værdsat og sat i gang. Og så var det bare: Har vi lige spillet de her fyrre forestillinger, har vi selv lavet indholdet til det, var alt det flotte, dejlige, gode, grimme, fantastiske virkelig inde i mig, lige som det er inde i livet? Er jeg faktisk mere normal, end jeg tror. Er jeg alle de her ting?" (Sunshine, 2000erne)
Sunshine beskriver, hvordan hun oplever, at hun og de andre kan slippe følelsen af ikke at magte deres liv og de krav, der omgiver dem, som har sat sig i dem over mange år, fordi de på Opgang2 bliver vigtige i det, de er en del af:
"Nogle gange tænker man: ’Jeg kan ikke komme ud af min seng i dag’. Men det gjorde vi jo. Fordi der var brug for os, og vi var vigtige, og den følelse var helt unik. Hvornår er man egentlig så vigtig i livet? Det er ikke særlig tit, jeg egentlig føler mig rigtig vigtig, men det gjorde jeg der, og så bliver vi jo nogen andre, og vi bliver smukkere, og vi får lov til at smage noget andet end det trælse noget, vi går i, og som det kan være svært at komme ud af, når vi føler det." (Sunshine, 2000erne)
Både Mads og Sunshine går på Ungdomssporet i halvandet år. Begge vil gerne fortsætte, men får ikke bevilget flere forløb af kommunen. Mads oplever, at det er en exit, der fører ham ud i flere års fortabthed, inden han igen finder en vej videre i sit liv. Sunshine fortsætter videre i kulturlivet. Først som lysansvarlig på Opgang2s Livsteater og senere som medarbejder på af et andet teater. Deres fortællinger betoner Opgang2s opgør med de mangelsyn, de begge oplever har været definerende for deres møder med et uddannelsessystem, som op gennem 00erne bliver stadig mere utilgængeligt, snævert og låst for unge, der ikke søger den lige vej. Samtidig synliggør de, hvor svært det også kan være at fastholde erfaringerne, hvis der ikke er tid nok til, at de kan sætte sig ordentlig igennem i deres hverdag og liv videre frem.
Martin er midt i tyverne, da han i 2013 starter på Ungdomssporet. Efter flere fejlslagne forsøg på at finde frem til en uddannelse er han ramt af stress, depression og mavesår. Han er del af Ungdomssporet i fire-fem år og fortæller, hvordan hans liv og hverdag her simplificeres. I Opgang2 skal han ikke hele tiden forklare sig, men bliver i stedet set som et ungt menneske, der kan træffe sine egne beslutninger. Martin beskriver det som en art klub-ånd, hvor unge kommer, fordi de har lyst, og hvor der er et grundlæggende ligeværdigt forhold til de voksne, der arbejder der. Der er i den forstand mange paralleller mellem hans fortælling og 70ernes, men hvor friheden og åbenheden hos Birthe, Susanne og Hans Jørgen er afsæt for at søge væk fra en kedsommelig forudsigelighed, er de hos Martin – i første omgang – afsæt til at undslippe den grundlæggende fornemmelse af uforudsigelighed og uvished, som ligger i tiden, og bare være til stede i det, han er i:
"Det er den millennial mentalitet, man lidt har. ’Åh, nu er der den krise igen, og nu er der den krise.’ Det er sådan noget, der i hvert fald har fyldt rigtig meget i mig. Så er der en finanskrise, så er der en krig, så er der endnu en finanskrise. Der er meget pres på, synes jeg. Rigtig meget. Der er hele tiden noget, der griber ind, som man ikke selv har kontrol over. Opgang2 er der, hvor det ikke sker, så at sige. Det er der, hvor man bare kommer hen, og så er der et musiklokale med et trommesæt og nogle guitarforstærkere. Der sker ikke noget der. Eller jo det gør der, men… Der er finanskriser ligegyldige. Det giver noget stabilitet, tror jeg." (Martin, 2010erne)
I Opgang2 finder Martin ikke bare ro og nærvær, men med tiden også greb til at kunne håndtere de mere uforudsete ting, der dukker op. Han beskriver, hvordan han dermed både vinder en ny selvstændighed og en ny lyst:
"Det vigtigste, jeg har taget med, er selvstændighed, tror jeg. Det der med, at der bliver lagt et forventningspres – men på en god måde – på én. Uden at man behøver opfylde nogen forventninger overhovedet. Men stadig kunne vise over for sig selv, at man godt kan. Jeg var ikke særlig god til folkeskolen og sådan noget. Når man så får at vide: ’Kom i morgen’. Og så: ’Jeg kan ikke lige’. Og så får at vide: ’Ok, men kommer du så i overmorgen?’ ’Ja, ja.’ Og så på en eller anden måde stræbe efter at klare den. Det går jeg meget op i i dag. Hvis der er noget, der skal fikses, så skal det bare gøres. Det er også en lyst. Jeg fandt frem til den lyst her." (Martin, 2010erne)
Martin bliver med tiden så dygtig til at problemløse og håndtere teknik, at han efter Ungdomssporet begynder at arbejde på Opgang2s produktioner og i dag afvikler forestillinger og koncerter på spillesteder rundt i landet. Lea er atten år, da hun i 2010 går et år på Ungdomssporet. Lige som Martin finder hun undervejs en helt ny lyst til at fordybe sig, og til ferniseringen på den afsluttende udstilling træder hun pludselig frem på en helt ny måde både for sig selv og sine nærmeste:
"Jeg kan huske, at min lærer sagde til min far, da han var til fernisering deroppe, hun sagde: ’Lea, hun arbejder simpelthen så målrettet, det er helt vildt, hun arbejder bare så meget.’ Og han var bare sådan: ’Hvad? Det plejer hun da overhovedet ikke at gøre.’ Og sådan, fordi det plejede jeg ikke at gøre, fordi jeg havde ikke fundet noget, der var interessant, men det gjorde jeg der, og pludselig kunne mine forældre også se, at hun kan faktisk noget, og de var jo sure over, at jeg droppede ud af HF, men pludselig til den der fernisering var de sådan: ’Okay, det er da helt vildt, hun har lavet det her.’ Og man får… altså jeg fik… det var virkelig det der med: ’Okay, jeg kan noget." (Lea, 2010erne)
For Lea bliver det starten på at begynde at udfolde et kunstnerisk virke, som hun i dag lever af. På mange måder handler Lea og Martins fortællinger om i Opgang2 at få lov til at fordybe sig i det, de har lyst til, og derigennem blive set og taget alvorligt på måder, de ikke har prøvet før. De kredser begge om at opdage nye sider af sig selv og med tiden finde ind i et arbejdsliv, hvor de også professionaliserer det kreative og kunstneriske virke, de har arbejdet med i Opgang2. Det er den type overgange, som Opgang2 i 10erne forsøger at understøtte gennem udviklingen af XL-programmet, der søger at sikre mere stabile veje videre, når de unge forlader Ungdomssporet. Sideløbende konsolideres i 10erne også Turnéteaterets virke som professionelt ungdomsteater – ikke mindst med forestillingen ’4 Ever’, der i 2014 modtager en Reumert for bedste Børne-ungdomsforestilling. Det fører til et tættere samarbejde med kommuner og skoler rundt om i landet, bl.a. gennem projektet ’Andre horisonter’, der afsøger og udvider betydningen af børn og unges møder med ungdomsteater.
