Turne: 2021 og 2022
INGEN er en musikalsk, og lidt magisk, trackforestilling, hvor fire selvstændige fortællinger sætter identitet, ensomhed, tilhørsforhold og eksklusion under lup. Rammen for forestillingen er et øde busstoppested, hvor en gammel dame med svagt hjerte finder en efterladt taske.
Taskens ejer er tydeligvis et ungt menneske, men hvad betyder det, når der i bunden af tasken ligger en bog, hvori der står skrevet "Jeg er INGEN"?
I forestillingen møder man…
Rose, hvis ferie med far udfordres af, at han har medbragt sin nye kæreste.
LittleShit, der truer med at spænde ben for sin egen talentshowsaudition.
OnlyMe, en youtuber, der har droppet alle sine venner – men stadig higer efter anerkendelse.
En ung mand med for meget ansvar og et hjerte, der banker for heavy metal og for sin mor, der er udenfor pædagogisk rækkevidde.
En forestilling om ungdomslivets udfordringer og om at være nogen og at være noget for andre. For hvornår er man noget? Når man bliver født? Første gang ens navn bliver sagt? Første gang nogen siger, at de elsker en? Og hvem er man, hvis man er INGEN?
I forestillingen kan man opleve Stinne Henriksen (som bekendte af OPGANG2 TURNÉTEATER vil genkende fra SUNNY SIDE og OMG) og Jacob Venndt.
”Opgang2 Turnéteater har sans for – uden at løfte pegefingre og med de unge som centrum – at krybe ind i de allervanskeligste kroge af det at være ung i dag. De har vist det i årevis. I forestillinger med stemningsmættet skuespil og skøn musik, der udspringer af de unges eget terræn.
INGEN er ingen undtagelse.” (Kirsten Dahl, Teateravisen)
Turnéperiode: 2020-2022
Manuskript og instruktion: | Pia Marcussen |
Medvirkende: | Stinne HenriksenJacob Venndt |
Musik | Jacob Venndt |
Scenograf | Ingeline Lautrup Holsteen JessenGitte Bøg Hansen |
Dramaturg | Lise Ørskov |
Produktionsleder | Gitte Bøg Hansen |
Lysdesign | Anders Kjems |
OPGANG2 TURNETEATER vil gerne invitere dine elever med på en rejse, hvor dilemmaer fra elevernes hverdag, vores teaterforestillinger og elevernes egne kreative udtryk indgår i en dynamisk dialog.
Målet er, at vores fælles rejse skaber refleksion og debat, som afspejler elevernes livsdilemmaer og livsdrømme.
Vi har udarbejdet et idékatalog til aktiviteter med eleverne før og efter mødet med INGEN - download kataloget her.
Vi har også gjort et tekststykke fra forestillingen tilgængeligt - til brug i undervisnings- eller eksamensøjemed. Har I behov for andet eller spørgsmål om idekataloget eller scenerne, er I altid velkomne til at kontakte vores kommunikationsansvarlige på kbp@opgang2.dk.
Læs mere om OPGANG2 TURNÉTEATER, workshops og undervisning i vores projekt "Andre Horisonter"