Højaktuel ungdomsforestilling om, når krigen og frygten rykker helt tæt på.
Sara er en dansk pige på 16 år. Hun bor sammen med sine forældre på en villavej og bruger sin tid på skole, veninder og kor.
En helt almindelig morgen vågner Sara op og kan kun tale arabisk. Hun tænker på dansk og forstår kun dansk – men ordene der kommer ud af hendes mund, de er arabiske.
Det er ikke normalt! Det er uforklarligt. Hvad sker der? Alle dem hun elsker bliver bange for hende.
For hvem er Sara?
Er hun ved at blive radikaliseret? Er hun spion for CIA? Konverteret? En wanna-be-araber? Vil hun bare have opmærksomhed?
Sara er med ét fremmed i sit eget liv. Alt er ude af kontrol, og hun har ikke længere noget at miste.
Habibi er en fortælling om identitet, forskelle og frygt. Om hvad der sker, når angst og mistro rykker ind i samfundet, ind I familien, ind i individet. Med krig i Europa og i Mellemøsten er Habibi mere aktuel end nogensinde.
(Sproget i Habibi er hovedsageligt dansk, med bidder på arabisk)
Manuskript & instruktion: | Pia Marcussen |
Medvirkende: | Bolette Engstrøm BjerreMads Horsbøl |
Musik | Mads Horsbøl |
Dramaturg | Lise Ørskov |
OPGANG2 TURNETEATER vil gerne invitere dine elever med på en rejse, hvor dilemmaer fra elevernes hverdag, vores teaterforestillinger og elevernes egne kreative udtryk indgår i en dynamisk dialog.
Målet er, at vores fælles rejse skaber refleksion og debat, som afspejler elevernes livsdilemmaer og livsdrømme.
Vi har udarbejdet et idékatalog til aktiviteter med eleverne før og efter mødet med HABIBI - download kataloget her.
Vi har også gjort et tekststykke fra forestillingen tilgængeligt - til brug i undervisnings- eller eksamensøjemed. Har I behov for andet eller spørgsmål om idekataloget eller scenerne, er I altid velkomne til at kontakte vores kommunikationsansvarlige på kbp@opgang2.dk.
Læs mere om OPGANG2 TURNÉTEATER, workshops og undervisning i vores projekt "Andre Horisonter"